parson russell terrier, parson russell terrier fra kennel First Mate's, parsons
Home Home Kennel First Mate's historie Kennel First Mate's historie Om racen Om racen Vores hunde Vores hunde Nyheder Nyheder Hvalpe Hvalpe Hundehistorier Hundehistorier Fotos af hundene Fotos af hundene Vores blog Vores blog Forventninger Forventninger Kontakt: Kontakt: Links Links Parson Russell Terriers fra Kennel First Mate’s
Efter en uges tid efter Aars og Hobro udstillingerne vågnede vi en morgen ved at en af terroristerne, Annabelle hostede så hun var ved at brække sig. Okay - hvalpe æder alt muligt og umuligt, så det var højst sandsynligvis det, der var galt. Ingen panik. Men det blev ved. Hosteriet. Og en anelse panik indfandt sig. Ikke fordi hun var særligt påvirket af det - bortset fra hosteriet foregik alt i samme lyntempo og energi som vanlig. Men for en sikkerheds skyld besluttede vi os for, at det måske ville være en god ide, at kontakte dyrlægen - man ved jo aldrig. Som sagt så gjort. Mandag eftermiddag hankede vi op i et stk Annabelle, der til sin store fortrydelse blev puttet ind i et transportbur - hvilket hun meget højlydt gjorde os opmærksomme på at hun var utilfreds med det meste af vejen til dyrlægen. Så er 20 minutters kørsel meget lang. Vel ankommet til dyrlægen, fik vi hende ud af buret og i en line. Køreturen og brokkeriet var glemt og i stedet skulle alt på parkeringspladsen undersøges. Det tager altså tid sådan noget - især når man kun er 3½ måned gammel og vanvittig nysgerrig. Halen lige til vejrs og fuld fart på. Hen til buskene, hen til træerne, hen til græsset - alt blev undersøgt. Endelig kom vi hen til trappen som blev forceret i fuld fart - op ad trappen, ned igen, op ad trappen, ned igen, op ad .....haps makker, op på mors arm, før hun fik taget trappen en gang til. Inde i entreen hos dyrlægen blev hun sat ned igen på gulvet og så fortsatte vi ind i receptionen, hvor Annabelle fandt ud af, at der sad søreme nogle mennesker der omme bag ved. Jubiii hoppe hoppe hoppe. Videre ind i venteværelset, noiii fodersække, op på dem og ned igen op på dem og ned igen, hen til vægten og op og ned på den et par gange, før hun forsvandt ind under et bord og fik viklet snoren rundt om et bordben et par gange. Vel udviklet af bordbenet igen gik det pludselig op for hende, at der sad et andet menneske hun ikke havde hilst på, stor jubel, neiiiiii een at hilse på. Jubel jubel jubel. På det tidspunkt var jeg godt nok ved at være lettere opkørt, så energibomben blev indfanget igen og placeret på armen, til stor fortrydelse for Annabelle. i samme øjeblik besluttede vores søde dyrlæge heldigvis at dukke op og vi blev kaldt ind, til stor gensynsglæde for Annabelle. Hilse hilse hilse mens hele bagdelen inklusiv halen kørte frem og tilbage for fuld tryk. Kalorius blev placeret på bordet og det lykkedes da også for dyrlægen at undersøge hende ind imellem Annabelles ubegrænsede kærlighedserklæringer til hende. Det kunne godt være kennelhoste! Annabelle synes lige, at hun skulle understrege det ved at komme med et host efterfulgt af et brækanfald. Jo ingen tvivl, sådan skulle kennelhoste lyde så den var god nok! Så den stod på piller, der skulle stoppe smerter i forbindelse med hosteriet (ikke ligefrem noget hun var specielt påvirket af) og penicilinpiller. Vel hjemme igen blev Annabelle modtaget af resten af flokken og hele banden tog den i fuld fart ud i haven mens Frede og jeg sank totalt udmattede sammen i sofaen. En uge efter lød det fra både brormand Albert og terroristernes mor "Host host bræææææk." Vrææææl. PS. Vi overlevede alle.
Annabelle hos dyrlægen
parson russell terrier, parson, russell, terrier, parsons, parsonrussells, opdræt, hvalpe,