Ballonen.
I marts måned fejrede vi fødselsdag i familien. Min far rundede 85 år og det blev fejret hos os i stuen med hele familien samlet i festligt lag.
I den forbindelse blev stuen pyntet op med blomster, guirlander og de flotteste store heliumballoner med lyskæder viklet rundt om. Balloner hører til ved en fødselsdag.
Efter sådan en omgang festivitas er der altid en masse, der skal ryddes op og ryddes ud. Tomme flasker, borde, stole, trætte blomster, guirlander, osv. Så det tog et par dage, før vi var nogenlunde tilbage i vante omgivelser. I al den tid fik de 4 balloner lov til at blive hængende oppe i loftet mens de langsomt mistede pusten indtil jeg blev træt af at se på dem, fik pillet lyskæderne af dem og til sidst fik dem punkteret og smidt ud – undtagen en ballon som af uransagelige årsager bare fik lov til at hænge oppe under loftet uden lyskæde på.
En uge efter, hvor det var så dejligt vejr, var Frede og jeg så ude i haven. Clara og Penny var i den store hundegård lige ved siden af vores have.
Pludselig begyndte Penny at snerre og gø meget højlydt med totalt rejste svinebørster hen over hele ryggen mens hun stirrede stift over mod det yderste hegn ud mod vores marker, og Clara var langsomt og meget forsigtigt med meget lang hals ved at nærme sig …….ballonen.
Ballonen, der tydeligvis havde en ustyrlig udlængsel, havde med sine sidste heliumoppustede kræfter, sneget sig ud af stuen, igennem køkkenet, rundt om hjørnet forbi vores spisebord, ud gennem køkkendøren, videre ud forbi vores overdækkede terrasse, taget endnu et 90 graders sving, forceret hegnet ind til hundegården og blev til sidst fanget af nogle grene, lige før den sidste forhindring ud i friheden. Der sad den så – den grimme farlige ballon.
Så Frede måtte ind og fjerne ballon, og vise hundene, at det altså var den samme ballon, de havde set på inde i stuen de sidste mange dage.
Nogle gange er de altså bare ikke særlig kloge, de hunde.
Anne Rasmussen
