Tungen
Vi har kødkvæg og fik i sensommeren slagtet en stor stud og med sådan en følger der en del indmad, inkl. tungen.
Da ingen af os mennesker gad gnave i den, blev den skåret midt over og givet til hver af hundene, der tog i mod den med både andagt og ærefrygt. Det var jo en gevaldig luns kød til dem hver.
Emil, der af erfaring ved, at gemmer man til natten, gemmer man til Isabella, åd sin del så der intet var tilbage.
Isabella derimod, kunne ikke spise hele sin del, så efter at have gnavet alt hvad hun kunne, luskede hun op i et af bedene og mens hun skulede til alle sider, gravede hun hurtigt et hul, mens Emil var væk, puttede resterne af tungen derned og skyndte sig at dække det til med snuden mens hun til stadighed lurede på, om der var nogen der så hende.
Tilfreds med sit arbejde lagde hun sig så ned ved siden af det nedgravede stykke brugte mundlæder for at hvile ud.
Nu er vegetationen (læs: skvalderkålen) ret høj lige der, så når hun lå ned, kunne man ikke se hende. Men med jævne mellemrum dukkede hendes hoved op over al det grønne mens hun hurtigt spejdede til alle sider.
Sådan gik der lang tid. Med mellemrum dukkede der et hoved op over skvalderkålen, for derefter hurtigt at forsvinde igen.
Emil lod som ingenting.
Han havde for længst set, at hun lå der og vogtede et eller andet men holdt sig klogelig i god afstand fra hende.
Da der var gået temmelig lang tid, blev hun alligevel træt af at ligge der og vogte sit kød, så hun rejste sig og begyndte at gå hen mod terrassedøren. Det så Emil med det samme og var ikke sen til at udnytte chancen.
Han styrede direkte hen mod pletten, hvor Isabella havde ligget, men desværre for ham opdagede hun det i sidste øjeblik, for hun gjorde kort omkring og for tilbage til sin tunge som hun nåede i sidste øjeblik.
Nu var hun i lidt af et dilemma. På den ene side ville hun gerne ind men på den anden side skulle Emil i hvert fald ikke have hendes stykke kød.
Så hvad gør en grådig hund så? Den æder selvfølgelig det hele selvom den faktisk var stopmæt i forvejen.
Vi kom frem til den konklusion, at hun vist ikke havde behov for aftensmad den dag.
Anne Rasmussen
